Parring, drægtighedssyge og opflaskning af unge... {{forumTopicSubject}}

Det er bedst for et hunmarsvin at være ca. 7-9 måneder gammel, når hun parres første gang. Hun må helst ikke være over et år og slet ikke over 1½ år gammel, da hun så kan få svært ved at føde sine unger, hvis det er hendes første kuld. (Hendes bækken bliver for stift med alderen)

Når ungerne er taget fra efter 4 uger, skal der helst gå en måneds tid inden hun sættes til en han igen, så hun lige kan nå at komme til kræfter. Meget afhænger også af hvor meget hun har tabt sig - eller taget på, da hun helst ikke må veje over 1 kg når hun skal parres.

Hunner som vejer mere end 1 kilo når de bliver parret - og/eller som er i dårligt kondition (f.eks. pæreformet) - kan pga. deres overvægt være i risiko for at få drægtighedssyge. Dette er en meget alvorlig sygdom, som kan tage livet af både moderen og ungerne. Symptomerne viser sig ved at hunnen holder op med at spise, og der er sjældent ret meget at gøre for dyrlægen.

Jeg har desværre prøvet dette flere gange i løbet af mine første år som opdrætter - og det er ganske forfærdeligt.

Man kommer hen til sin gravide hunmarsvin og ser at hun sidder stille i et hjørne med strittende pels. Hun vil intet spise eller drikke. Et marsvin i denne situation har meget lille chance for at overleve.

Det der sker inde i marsvinet er at nogle af de indre organer holder op med at fungere (lever, nyrer). Hvis man vil prøve at redde sit marsvin, skal hun tvangsfodres for at sætte gang i organerne igen.

Jeg starter med en sukker/salt-vandsblanding (opskrift fra dyrlægen) som jeg sprøjter ind i marsvinets mund med en 5 ml sprøjte. Dette er akut førstehjælp, for at genoprette hendes væske og saltbalance, samt for at give hende lidt energi via sukkeret...

Jeg har prøvet det flere gange, men det er desværre endnu ikke lykkedes mig at redde mine hunner fra drægtighedssygen

Efter en dags tid kan det se ud som om hun er ved at komme sig, hun bevæger sig rundt og begynder måske ligefrem at spise eller drikke lidt selv - og man går glad og stolt i seng, fordi man nu har "reddet" sit marsvin. ... men næste morgen er hun død i sit bur

Det er så forfærdeligt trist.... men sandheden er nok at organerne har nået at tage for meget skade!

Drægtighedssygen kan vise sig både før og efter fødslen. Ofte er der dødfødte unger - eller ungerne er svage eller dør efter få dage. Andre gange er det faktisk lykkedes mig af flaske ungerne op. De har måske haft deres mor den første uges tid - og herefter må jeg tage over.

I starten brugte jeg formuer på at købe det dyre pulver, som kunne blandes op til modermælkserstatning til kattekillinger. I dag kan dette købes færdigblandet i brugsen som killingemælk - men det er stadig lidt halvdyrt.

Derfor tænkte jeg: "Hvorfor ikke prøve den almindelige modermælkserstatning, som vi giver menneskebørn?" Det koster kun det halve - og forskellen er vel ikke så stor???

Jeg har med stor succes flasket flere marsvineunger op på denne blanding, kan dog ikke sige om killingemælken er bedre i længden, men mine dyr overlevede - og der går jo ikke ret lang tid før de spiser selv - ligesom de voksne marsvin.

Det er hyggeligt - men også hårdt arbejde at flaske de små puds op. Jeg har klaret det i løbet af dagtimerne (har nogle gange haft en unge eller to med på arbejde), ved at give mad fra jeg stod op til jeg gik i seng ca. hver 3. time. Om natten har jeg sovet - og ungerne har fordøjet.

Man skal virkelig passe på ikke at give for meget ad gangen. Ungerne skal helst tage maden selv - men det gør de ikke lige til at begynde med. Så lægger jeg en dråbe i munden på dem og håber at de synker lidt af den - for meget ryger ved siden af.

Desværre gik det ikke så godt for de første unger jeg prøvede at fodre op - sandsynligvis fordi jeg kom til at give dem for meget mad. Det gælder om at finde balancen.

En 5 ml sprøjte er f.eks. alt for stor til de nyfødte unger - især hvis de vejer 40-80 g, som godt kan være tilfældet ved drægtighedssyge. Her er det rigeligt med en 1 ml sprøjte - så er det bedre at give mindre portioner lidt oftere.

Men efter nogle dage plejer ungerne at finde fidusen og søger selv hen til sprøjten og lapper maden i sig - så længe de er sultne og når de drejer hovedet væk er de blevet mætte. Når først vi er nået til dette punkt - så kan vi for alvor se lys for enden af tunnelen.