At 'overleve' en hård dag? {{forumTopicSubject}}

D 16 oktober, var den dag mit liv blev vendt på hovedet, det skulle være en hyggelig dag med min nye kæreste, en generalt stille og rolig dag.

Jeg ligger så og sover med min kæreste natten til d. 16 oktober, kl 05.03 kommer min søster lidt fuld hjem fra byen, og kommer farende ind på mit værelse. Jeg bliver i starten lidt sur over at hun komme ind på den måde, og da hun så starter med at sige "Der er sket en ulykke", jeg bliver lidt mere irriteret, og hun siger så "Jesper og *** er styrtet, *** har knust sin hånd fuldstændig!........ Og........ Jesper døde på stedet" Mit liv gik i stå, jeg kunne ikke græde, jeg kunne ikke forstå det, jeg ville ikke forstå det... Den dreng jeg elskede, den dreng der i en lang periode havde været min hverdag, drengen jeg har haft de største følelser - var væk, altså væk - foraltid....

Perioderne var lange, og at det var i vinterperioden gjorde det ikke just bedre, dagene var kortere, vejret var kolder og mørkere. Jeg trak mig ind i mig selv, jeg ville være selv, jeg ville ikke leve, jeg kunne ikke lade mig leve, jeg ville IKKE....

Det var starten af ferien, og ferien fløj alligevel afsted, selvom tiden gik så forfærdelig langsomt.
Jeg skulle i praktik som blomsterbinder, jeg var knust stadig, og kunne ikke tænke klart, jeg havde ikke lavet andet end at sove og grave mig ned i de dybeste hulder, jeg var tappet for energi..
Heldigvis var ham jeg var i praktik ved, et meget menneskeligt menneske, meget psykolog agtig, og snakkede meget med mig om hændelsen - da min mor havde kontaktet ham inden.

Ugen gik hurtigt, og vi startede i normal skole igen. Jeg havde konstant Jesper i hovedet, han forsvandt ikke ud af mine tanker ligegyldig hvor meget jeg kæmpede, forsvandt de ikke.

Det blev d. 24 december, jeg havde ikke været på kirkegården efter Jespers død, men jeg valgte alligevel at besøge ham den dag, jeg ville mindes d. 24 dec. 2010, så fantastisk en formiddag jeg havde med ham der, inden jeg tog på arbejde. Han bragte altid de største smil på læberne, og kom med de fantastiske fremtidsplaner...
Sidste år, d. 24 tog jeg op og besøgte ham, for første gang, der var så smukt... Faktisk rigtig smukt...

I uge 5 var jeg i praktik ved politiet, da det skal være mit fremtidsjob, valgte jeg en ehvervs praktik uge ved dem. For første gang havde jeg en HEL uge, hvor jeg kunne smile oprigtigt, jeg kunne være mig selv, jeg LOD mig være mig selv. Men om torsdagen kom vi ud til en bilulykke, vi var der før ambulancen, så os praktikanter skulle hjælpe med det samme.

Om onsdagen havde vi snakket om ulykker, og der snakkede vi også om Jespers ulykke, så de var udmærket klar over at jeg havde mistet en, med en meget stor betydning for mig.

De andre praktikanter løb over til hende der havde kørt en cyklist ned, hun var meget skræmt og meget bange, og de andre gik over til ham der havde cyklet med den tilskadekommede.
Men ingen gik over til ham der lå bevidstløs på jorden, det gjorde jeg så. Vores to betjente skulle holde kontakt til ambulancen, så jeg sad selv med den tilskadekommet. Betjentene var dog bange for at jeg sad der, da det var ud til en trafikeret vej, og nogen gange bliver folk så bange at de løber ud på vejen...
Jeg klarede det heldigvis RIGTIG flot, og det var først da ambulancen var kommet, at filmen knækkede for mig.

Fredagen ugen efter, kom jeg ud af vores lokale Kvickly, der ser jeg en mand der lige er blevet kørt over, jeg skynder mig derover og hjælper hende der havde kørt ham over... Endnu engang brød jeg først sammen efter.

Men jeg bliver konstant mindet om Jespers død, især fordi det lyskryds hændelsen skete, køre jeg forbi flere gange dagligt, kirkegården går jeg også forbi dagligt.

Men d. 27 feb. har han fødselsdag, han fylder 18år... Da han fyldte 17år, var jeg ude at spise med ham.

Hvordan kommer man sig over sådan en dag?
Jeg skal endnu engang i praktik, denne gang på en skole med handicappede børn, hvordan takler man det?

Langt forum, havde brug for at komme ud med det...
Vi ses deroppe min ven, du må have en god fødselsdag.