411 visninger
|
Oprettet:
FølgFølg ikke
4 Svar
Tilmeldt:
8. okt 2012 Følger: 85 Følgere: 123 Gnavere: 7 Emner: 97 Svar: 470
Aften tråd. Histore Aften tråd. Histore
Hej,
Jeg keder mig lidt, så tænkte hvorfor ikke starte det op igen 
Det du kan her er at, læse, Lægge en hirstore op, og man må gerne kommenter bare posetivt. .:)
Det må være alle slags, gyser , fabler ??:)
0 synes godt om
okt 2013
Følger: 3 Følgere: 6 Gnavere: 3 Emner: 13 Svar: 207
okt 2013
Følger: 3 Følgere: 6 Gnavere: 3 Emner: 13 Svar: 207
Er det en skygge, jeg kan se lige omme bag ved træet? Den bevæger sig, det er jeg sikker på, den forsøger at rive sig løs fra den store eg, som har bundet den i trældom, og holder den fast hver eneste dag og hver eneste nat. Hurtigt går jeg forbi den uden at kigge på den. Det er, som om den vil opsluge mig, hvis jeg fører blikket mod den. Den vil besætte mig, og fortære mig indtil jeg ikke længere er mig selv. Jeg ved, at det vil ske, også selvom det aldrig er sket.
Men endnu en gang kom jeg forbi, og i morgen vil jeg endnu en gang skulle krydse pladsen med den ældgamle eg. Det træ, som blev plantet for at ære de døde. Det træ, hvis skygge er lavet af deres sjæle. De sjæle, som kæmper for at vriste sig fri og smage livets nektar endnu en gang.
Jeg ryster tankerne af mig og fortsætter mod skolen. Jeg hader skolen, men ikke fordi jeg syntes det er kedeligt. Nej, jeg hader den for alle sine lange gange, for alle de krogede hjørner, og alle de besatte lærere. Deres sjæle er besat, det ved jeg bare. De har kigget for længe på træet. De har betragtet det og beundret det, fordi de ikke kendte til de døde sjæle. Jeg hader dem, fordi de vil fange mig og føre mig til træet, fordi de vil forsøge at gøre mig til en af dem. De døde sjæle.
Jeg vil ikke være en af træets slaver, som de er blevet det. Men jeg tør ikke sige dem imod, for tænk hvis de ser på mig? Tænk hvis deres sorte øjne fanger mig i deres bundløse dyb, og trækker mig med ned? Det er derfor, jeg aldrig ser på deres øjne. Jeg har aldrig set om de er sorte, men jeg ved bare, at de er sorte. At de er døde.
Jeg knuger mine hænder hårdt samen foran mig, og bortviser endnu en gang de dystre tanker, selvom jeg ved, de ikke er væk. De har bare lagt sig i kanten af mit sind, og venter på en chance til at overtage mig. De vil gøre mig til en skygge, en slave af træet.
”Og hvor tror du så lige, du skal hen?” en skinger og bebrejdende stemme river mig ud af mine tanker. Et øjeblik er jeg taknemmelig, men kun et meget lille øjeblik. Jeg slår hurtigt blikket ned, men jeg kan mærke, hvordan lærerens blik stirrer sig fast på mig, og forsøger at splitte mig ad. Hun forsøger at skære mig op, så hun kan se ind i mig og besætte mig med sin sorte sjæl. Det ved jeg bare.
”Svar mig så!” lyder stemmen endnu en gang, men jeg svarer ikke. Jeg ved, at hvis jeg åbner munden, så vil hendes sorte røg brænde sig ind i sjælen på mig, og besætte mig så jeg bliver træets slave. Mine hænder knuger hårdt om hinanden, og holder fast på de sidste dele af mig, som de endnu ikke har fået fat i.
Jeg ved, at hun vil have mig til at se op og kigge ind i hendes sorte øjne, men jeg stirrer blot stift frem for mig og kigger på hendes mave, der hvor navlen burde sidde.
Jeg ved godt, jeg skal gøre som hun siger. At jeg skal svare hende, så hun ikke fatter mistanke om, at jeg kender til de sorte øjne. Men jeg gør det ikke. Jeg vender mig blot omkring og løber. Jeg ved, at hun skriger efter mig, at hun kalder på mig og fortæller mig, at jeg ikke skal løbe min vej, men jeg kan ikke høre hendes ord. Jeg opfatter dem ikke, kun at jeg bare må væk herfra. At jeg ikke kan holde dette sted ud længere. At jeg ikke kan se på de døde længere, og vide at de fanger mig en dag.
Flisegulvet under mine fødder ændrer sig, og jeg kan mærke, hvordan gruset knaser under mine sko. Hvordan mine fødder skrider ud på de bløde underlag, og sænker mine skridt. Jorden prøver at standse mig, og jeg ved bare at det er på grund af den gamle eg. At jeg krydser pladsen med den gamle eg netop nu, og at dens magt over jorden har vokset sig større. At den nu forsøger at fange mig, så jeg aldrig vil kunne fortælle verdenen om dens døde sjæle og om de sorte øjne. Jeg ved, at jeg må gemme mig for dem, for jeg bliver nødt til at fortælle verdenen om de sorte øjne.
Gennem tågen af tanker og frygt fornemmer jeg en fare, som nærmer sig. Jeg fornemmer en hyletone, der falder og stiger i samme monotone takt. Jeg kan mærke, hvordan den haler ind på mig, og hvordan den følger efter mig. Men jeg ved, at jeg ikke må kigge mig tilbage, for gør jeg det, så vil den fange mig og spærre mig inde i træets sorte skygger. Den vil gøre mig til slave af de døde. Slave af træets sorte døde øjne.
Et blåt lysglimt farer hen over mit hoved, reflekteres i vinduerne over mit hoved, og får mig til at standse op. Forundret ser jeg opad på det pulserende lys, som kastes hid og did i den smalle gade.
Jeg er stoppet. Jeg løber ikke længere, for den hylende lyd er forsvundet igen, og lysene kastes nu ikke længere rundt. Forundret kigger jeg op på de blå farver, som skiftevis falmer og bliver kraftigere i en hurtig farve. De er lyse som krystaller, og syntes at tømme mit hoved for tanker om sorte øjne. Måske det er kattens øjne, som frembringer dette lys? Den kat, som tør være i træet og stadig har gule øjne. Måske den viser mig, at jeg intet har at frygte?
Jeg rækker hænderne op mod det blå lys, og med forundring ser jeg, hvordan det omslutter dem. Forsigtigt, for ikke at miste lyset, lukker jeg hænderne omkring det, så jeg altid vil have lyset ved mig. Jeg kunne kalde det livets lys. Jeg knytter mine hænder, og trækker dem fra hinanden. Forsigtigt stikker jeg hænderne i lommen, og åbner dem så lyset altid vil være tæt på mig. Jeg kan endda se, hvordan det skinner gennem mine bukser med et svagt blåt skær, der pulserer ligesom lyset på ruden. Ligesom et hjerte.
En stor hånd lukker sig om min arm, men denne gang er jeg ikke bange, for lyste beskytter mig mod de sorte øjne. Det ved jeg bare. ”Du skal ikke være bange” siger en stemme tæt ved mig. Stemmen tilhører helt klart en mand, for den er alt for dyb og alt for ru til at være en kvindestemme. Jeg svarer ham ikke, ej heller nikker jeg til ham. Jeg ser blot ned på mine hænder, og fører dem sammen, mens jeg betragter det blå lys, som skinner fra dem.
Manden med den ru stemme begynder at gå, og jeg følger efter. En svag gåsehud har bredt sig op over mine arme, for jeg har kun en tynd bluse på, men det er lige meget nu. Bare jeg har det blå lys som skinner, så er jeg hel. Jeg har aldrig følt mig hel før. Pludselig slukkes lyset. Manden har ført sorte handsker hen over mine hænder, så lyset er blevet kvalt. ”Du skal ikke fryse om hænderne” siger han blot til mig med en venlig stemme.
Handsker. Han har kvalt lyset med handskerne.
Der kommer intet skrig fra min hals, men mine muskler sitrer ikke af vrede. Men indvendigt koger jeg af vrede. Denne venlige mand som jeg lod komme tæt på. Træets sorte død har fat i ham, og rusker i hans sind. Det styrer ham, og det kvalte lyset. Hurtigt bukker jeg mig ned, og samler noget op. Min bevægelse må være kommet bag på ham, for hans greb slap min albue. Jeg ser ikke, hvad jeg har fat i, men jeg kaster mig omkring, og fører det mod hans ubeskyttede ansigt. Et ansigt med blå øjne. Hele min arm sitrer, da flasken rammer hans øjne. Jeg kan mærke, hvordan kødet giver efter under de skarpe glasskår. Hvordan slaget havde styrken af hele min krop bag sig, og hvordan hans pande knuses ved slaget. Jeg ser hvordan hans blå øje knuses under flaskens kant, og hvordan blodet flyder ned over ham, og farver hans andet øje rødt.
Men jeg kan ikke høre. Jeg hører ikke det skrig, som han udstøder. Jeg hører heller ikke lyden af glas, som splintres mellem mine hænder, eller lyden af hans tunge krop som rammer jorden.
Jeg løber væk derfra. Hen imod torvet hvor menneskemængden står. Hvor vandet flyder frit. Jeg ser, hvordan de springer til side for mig, og jeg forstår dem. Jeg var selv sprunget til side ved synet af en som mig. Jeg er blodig at se på, men blodet er ikke mit eget.
Jeg stikker hænderne i vandet, og ser den røde farve sprede sig. Jeg er ingenting. Jeg fortjener ikke dette liv, eller hvad det bringer mig. Jeg fortjener blot at forlade dette sted. Jeg synker ned i vandet, og lader det omslutte mig, som den jeg er.
En pige som ser blåt lys. En pige som ser sorte øjne. En pige som lever i løgn.
okt 2012
Følger: 85 Følgere: 123 Gnavere: 7 Emner: 97 Svar: 470
okt 2013
Følger: 3 Følgere: 6 Gnavere: 3 Emner: 13 Svar: 207
Aften tråd. Histore