Når døden indtræffer . . . {{forumTopicSubject}}

Kender I den følelse, den følelse at du bare sidder fast? Ligegyldigt om du vender eller drejer dig, sidder du fast? Du prøver at ændre dine tanker, men de dukker konstant op fra det skjulte?

Den følelse, et menneske, dyr eller hvad som helst kan bringe os i. Det der kan gøre os så forbandet syge og svage? Lige meget hvor meget vi prøver at ændre vores hverdag, føltes det som om, intet er ændret? Om vi kæmper nat eller dag, om vi kæmper hele tiden, føltes det som om at vi ikke kæmper nok? Om vi snakker os fra det, eller når folk spørg hvordan det går, så bliver det værre? At du ikke kan mærke om du er død eller levende, for begge ting er ligegyldige, hvis du er død, så er du død, hvis du er levende ja, så skal du igennem en masse smerte, men du er levende. Rent psykisk er du død, præcis som en krop uden sjæl.

Når du endelig er kommet dig halvt over det, og stedet hvor det skete kommer du forbi, så føltes det som om, at vi aldrig har kæmpet? Det får os til at føle os syge, og det køre os psykisk ned.

Det her betegner vidst meget godt, hvordan mit liv og min krop har reageret på noget der skete, d. 16. oktober. Den dag der skulle ændre mit liv, det skulle have været en af de bedre dage, med en dreng der har den største betydning for mig, eller skal jeg sige havde? Det skulle være den dag, vi fandt kærligheden, og vi lærte hinanden at kende, efter en adskillelse på flere måneder. Mit liv skulle ændres, mit liv skulle handle om dig, om os to, om os to mennesker der har så mange problemer, men ingen når vi er sammen.
Et menneske der kan give en følelsen, af at jeg er perfekt for ham, selvom jeg ikke er perfekt, både inde og udvendig?

Den 16. oktober blev i stedet en dag, der bragte mig i en stor sorg. En sorg jeg kæmper for at komme igennem, en sorg jeg prøver at overvinde, men uden held. Når det hele er så dystert som nu, er du ikke til at finde, du er her ikke, ikke her ved mig.

Den. 16. oktober, der viste mig hvor hurtigt et liv kan ende, uden nogen rigtig varsel, slukker en krop; en sjæl, der er intet tilbage.
Du var og er grunden til jeg stod op hver dag, du var grunden til at jeg har lært at det ikke er nok at være okay, når jeg kan være perfekt for en anden.

For hver dag der går, er vi et skridt tættere på at mødes igen.

Vi ses oppe i Nangijala min knægt! ?