MARSVIN: Alenemarsvin - Jeg blev klogere {{forumTopicSubject}}
Hejsa alle gnavermennesker!
Jeg fik sådan en lyst til at fortælle en lille anekdote fra min tid som marsvineejer. Så læn dig lidt tilbage og find læsebrillerne frem!
Lige siden jeg har været en lille pige har jeg været vild med dyr - ligesom så mange andre vel. Men lige marsvin, det har altid været min kop te, netop fordi jeg syntes (og synes), at de var bare nogle væsner, der var helt vildt sjove at have med at gøre. Jeg husker tydeligt, at vi havde en kanin og ét marsvin - hver for sig. Og vi har altid haft marsvin alene, fordi vi egentlig ikke viste bedre. Jeg var blot et barn i børnehaven, og mine forældre havde alt for travlt til at sætte sig ind i dyrenes natur. Derfor var det også mest mine forældres arbejde at passe dyrene: Gøre rent, fodre, skifte vandet, løfte dem op, o.s.v. Efterhånden lærte min ældre søster og jeg, hvordan man passede dyr. Vi kunne give lidt hø, være med til at gøre rent, kæle med dem og skifte vandflasken, så der altid var rent vand. Men som børn nu engang er, så mistede vi hurtigt interessen for rutinerne, og så var det atter mine forældres arbejde, og forældrer har altid travlt, så dyrene passede for det meste bare sig selv i de burer, de nu stod i.
Dengang kaldte vi rummet for "legerummet", fordi alt vores legetøj var derinde - inklusiv dyrene. Men så kom jeg endelig i den alder, hvor jeg måtte have et dyr på mit værelse, på den betingelse, at jeg selv tog mig af det. Jeg købte mig således et marsvin, men uden at vide meget om det. Kun et enkelt marsvin, som jeg virkelig elskede af hele mit hjerte. Men igen: Børn er børn, og de mister hurtigt interesseren, så var det atter mine forældres opgave at gøre rent og give grøntsager, fordi jeg hellere ville lege med mine veninder.
Jeg har altid kun haft ét marsvin, fordi mine forældre mente, at det var langt mere besværligt at have to sammen. Det ville kræve mere plads, mere mad, mere opmærksomhed - alt i alt en dårlig deal, hvis man var ked af sin økonomi. Så jeg nikkede bare, jaja, og gjorde, som de sagde. Mine marsvin fik hurtigt tandproblemer. Jeg mener ikke, de blev meget mere end 2 år, fordi jeg ikke syntes, de skulle have særlig meget hø i deres bur. Derfor fik de ikke arbejdet nok med tænderne. Fodderet, som de fik, var det billige af slagsen, fyldt med korn og andet stads. Hjerteknust måtte jeg køre til dyrelægen og få det stakkels dyr aflivet, da der desvære ikke var meget at gøre.
For at spare plads, lod vi kanin og marsvin gå sammen i et bur på en meter. Det var jo nemmere! Lige indtil kaninen så bed marsvinet, så måtte vi jo ofre flere hylder, til vores alles ulykke ( .... -.- )
Da mit seneste marsvin døde tilbage i 2010 forbød min mor mig at få flere dyr. Vi havde så kun en kanin og en fugl, som jeg måtte nøje med. Men den stakkels kanin var så stresset og blev ikke aktiveret, at den endte som en rigtig spræller, der i sidste ende også fik problemer med sine bisser. Han var sådan en venlig sjæl, men vi måtte ende hans lidelser hos dyrlægen.
Tilbage til marsvinene - jeg var tomhændet, og savnede virkelig mine små gnavervenner, men måtte underlægge mig mine forældres ønske om ikke at holde dyr. Det havde været nogle dyre år - dyrlægeregningerne steg os lidt til hovedet til sidst.
Til trods for min kærlighed til mine marsvin, begyndte jeg at nå den alder, hvor jeg også kunne begynde at forstå, at de virkelig aldrig havde haft det godt. Det var ensomme og triste - også selvom det udadtil virkede som om, de var meget glade, hver gang jeg kom ind på mit værelse. Lige siden jeg i en alder af .... Hvad-ved-jeg, en alder, hvor jeg kunne forstå ting ordentligt, har jeg haft en uoverkommelig skyldfølelse. Jeg lovede mig selv, at hvis jeg nogensinde skulle have dyr igen, så skulle det være på deres præmisser - ikke mine egne.
Der gik dog 4 år, før jeg besøgte en dyrehandler igen. Det var Bonnie, og jeg kan huske, at min far og jeg skulle hente noget hundefoder til vores lille westi. Af ren nysgerrighed, men også foragt, gik jeg hen for at kigge på de stressede marsvin. I et lille glasbur gik omkring 10 små marsvineunger. 9 af dem lignede hinanden på en prik, og så var der den lille, spinkle 3-farvede, som spurtede rundt. Han fangede mit hjerte med det samme. Der var bare et eller andet over det lille væsen - så måtte jeg jo bruge mine overtalelsesevner. "Faaaaaar ....?"
Og så fik jeg den lille fyr med hjem i en kasse. Vi rensede det gamle bur, proppede bund og hø deri, godt med mad og rent vand og så et hus, som den forskræmte tingest kunne gemme sig i. Åh, jeg vågede over ham dag og nat - han lå på min mave det meste af dagen, helt til aftenen. Han virkede jo til at have det fint, også nu, hvor jeg var i en alder, hvor jeg kunne tyde dyrene bedre - mente jeg jo selv.
Åhhhhhhhh, jeg blev SÅ frustreret, når folk sagde, at det var dyrplageri at have dem alene. Bertil, som jeg navngav den lille, havde det jo helt fint? Han var tre måneder, glad, ivrig og begyndende tam. Hvorfor skulle folk rette på den måde, jeg holdt dyr? Men jeg måtte så ryste på hovedet, og begyndte så lege med tanken om en makker. Jeg skulle bruge et større bur - intet problem, men hvordan skulle jeg lige bære mig ad med 2 marsvin?! Jeg havde jo aldrig haft 2 sammen før.
Bertil blev ½ år, da jeg fik Charlie. Han kom fra en rigtig sød formidler, som havde taget hans mor ind. Hun var drægtig, og havde givet liv til nogle unger, heriblandt Charlie, som altså blev min 18-års fødselsdagsgave. Åhhhhh, han var så sød!!
Ham og Bertil var helt forelskede ved første møde. De opførte sig, som havde de kendt hinanden hele livet. Allerede det øjeblik, jeg førte Charlie ned til Bertil i løbegården, så forandredes min verden fuldstændigt. Først da forstod jeg, hvad trivsel for et marsvin virkelig var. Det var som om, at Bertil, der i forvejen var helt perfekt, bare blev endnu mere perfekt. Han var helt igennem fantastisk over for den nye, slikkede hans ører og lod ham putte hos sig.
Jeg har aldrig fortrudt, at jeg fik Charlie. De har det så fantastisk. Masser af plads, ordentligt foder uden korn, masser af grønt flere gange om dagen, altid masser af hø, altid rent vand. Aldrig slåskampe.
Jeg valgte så, på grund af Bertils helt fantastiske sind, at avle med ham. Gud, hvor fik jeg smæk af folk - hvordan kunne jeg dog finde på at avle med en han, der går sammen med en anden han. "Du beder selv om, at de begynder at slås".
Men jeg læste mit dyr. Havde jeg observeret, at Bertil ikke havde temperament til at avle, så havde jeg aldrig gjort det. Og jeg kan sige, at det gik absolut uden problemer. Charlie glædede sig, hver gang Bertil kom tilbage i buret, og så lagde de sig side om side og spiste en omgang hø.
Så kom Bertils to sønner til verden - men kun den ene overlevede. Det havde desværre været en hård fødsel for moderen, men hun gav liv til lille Monty, som vi først troede var en pige. Ejeren af moderen fandt så ud af, at Monty slet ikke var en pige, men faktisk en dreng, der var rigtig drenget. Åh gud. Turde jeg at sætte en ekstra han derind?
Charlie, der er så mild og underlegen ville ikke være et problem. Men hvad med Bertil, der godt kunne være lidt dominerende? Åh gud. Jeg tog chancen, og I vil aldrig tro det, jeg fortæller nu:
De tre drenge gik sammen som om, de altid havde kendt hinanden. Ingen slåskampe, et par timers dominans-deal og så var der harmoni. Tre drenge, side om side, gumlende hø.
Har du læst med hertil? Fedt!!
Historiens morale? Phew, hvor skal jeg starte.
- Kend dine dyr. Der er så meget information at hente, så mange fantastiske fagfolk, som kan hjælpe. Der er hjælp at hente alle steder!
- Lyt til dine dyr. Gør tingene på deres præmisser, ikke på dine egne. Husk, det er levende dyr, vi har med at gøre. Vi skal sørge for, de har det så godt, som de overhovedet kan få!
- Læs dine dyr. Der er rigtig mange kloge hoveder derude, men kun du kender faktisk dine dyr. Her mener jeg ikke, at du skal gamble helt vildt, men observer dine dyr, prøv at skab dig et billede af, hvordan de opfører sig. De fortæller så meget, og det er slet ikke så svært at læse dem.
- Avl ikke for at avle. Der er så mange dyr derude, som mangler et hjem. Jeg valgte kun at avle fordi jeg virkelig synes, at Bertils temperament er helt unikt - hvilket har vist sig gennem denne historie. Ejeren af hunnen og jeg havde på forhånd aftalt, at vi selv ville beholde ungerne, netop for ikke at bidrage til markedet derude. Hvis du gerne vil have et marsvin mere, så kig hos opdrættere eller internater, der er så mange dyr, der bare venter på et hjem 
Jeg håber, I nød læsningen! Her er lidt billeder af mine 3 smukke drenge:
Bertil: (link fjernet)
Charlie: (link fjernet)
Monty: (link fjernet)
Bøsseklubben: (link fjernet)
apr 2010
Følger: 260 Følgere: 253 Gnavere: 7 Emner: 45 Svar: 470
Da vi købte marsvin for 1 1/2 år siden, ville min kæreste kun have ét marsvin, for det skulle blive lige så tam som hans gamle Putte, som han havde haft som barn. Lykkeligvis for vores marsvin, forelskede han sig i TO marsvin hos dyrehandleren. Og så var han overtalt til at få to. Det viste sig så at vores to små puttegrise alligevel blev meget tamme og kælne og min kæreste kan nu se, hvor godt de har det, når de er to
apr 2010
Følger: 260 Følgere: 253 Gnavere: 7 Emner: 45 Svar: 470
Jeg mindes også at vores hanmarsvin gik sammen med hunnerne i den periode, og at vi fik ret mange unger dengang.
Ja, der er kommet meget viden siden dengang og den er også blevet nemmere at komme til - heldigvis for vores små putter. Og også for dem, der har kaniner
jul 2014
Følger: 2 Følgere: 1 Gnavere: 3 Emner: 2 Svar: 140
jul 2010
Følger: 1 Følgere: 102 Gnavere: 24 Emner: 19 Svar: 3.102
Så i sidste ende kan du lige så godt have været heldig som du kunne have være uheldig.
Enhver som sætter sig ind i det at holde marsvin og som har brug for at rykke rundt på dem som f.eks opdrættere lærer jo sine dyr at kende og ved derfor om deres hanner er meget dominante eller mindre dominante. Jeg ved også hvilke af mine hanner som kan gå med andre hanner og hvilke som ikke kan. For mig har det så den fordel at jeg kan tage mine hanner og sætte til hun kan de ikke gå sammen bagefter så flytter jeg bare rundt på dem.
Hvor det meget let ved private som kun har et par dyr, i stedet for let kan ende med at hvis de 2 hanner ikke kan gå sammen bagefter så skal hannerne leve som hvert deres alene marsvin, fordi alt for mange ikke ønsker at bruge pengene på at kastrer dem og give dem hver deres dame.
Så grunden til at de fleste "kloge" hoveder fortæller at det ikke bare er at ploppe 2 hanner sammen igen efter de har været brugt i avl er for at gøre private med få dyr opmærksom på at hvis de vælger det, og hannerne så ikke kan sammen så har de et problem. Og så nytter det jo ikke noget hvis de så er uansvarlige og ikke vil løse det problem til dyrenes fordel hvis problemet opstår.
Derudover vil jeg til hver en tid påstå at ingen marsvin er så besværlige de ikke kan med andre. Det handler alt for ofte om at ejeren ikke har givet det en chance eller ikke har mulighed for at finde det rette match. Jeg har forståelse og erfaring for/med at der findes marsvin som er sværre at finde et match til end andre. Men hvis man bliver ved med at forsøge så findes det rigtige match derude for ethvert marsvin.
Jeg har en formidling af marsvin, og vi støder jævntligt på marsvin som ejeren kommer med hvor de går alene under orderne: ja den kan ikke med andre. Men "sjovt" nok når de så kommer ind her, så kan de pludselig godt med andre marsvin og rejser herfra sammen med en ny makker.
Men hvis man ikke har muligheden/overskudet/lysten til at finde det perfekte match så er det næst bedste at marsvinene stadig er mere end 1 og så med et skildrum i mellem sig eller lign.
jul 2014
Følger: 2 Følgere: 1 Gnavere: 3 Emner: 2 Svar: 140
maj 2010
Følger: 17 Følgere: 88 Gnavere: 5 Emner: 79 Svar: 4.006
Der er helt sikkert også dyr der ikke kan med andre, fordi de af en eller anden grund ikke trives hvor de er. Jeg har prøvet at få dyr ind (dog ikke marsvin) der bare ikke fungerede hvor de kom fra, men faldt fuldstændigt til her. Og omvendt har jeg haft dyr der fungerede ved opdrætter, men blev aggressive her.
Det er så nemt at sidde og sige at ejer bare ikke har prøvet nok, for nogle gange er det helt andre ting den er gal med. Ting man reelt ikke er herre over, og hverken kan gøre fra eller til.
maj 2014
Følger: 5 Følgere: 10 Gnavere: 4 Emner: 10 Svar: 66
Da jeg overvejede at gøre det, blev jeg haglet ned på diverse fora. Herinde blev jeg sågar kaldt en useriøs ejer. "Du gambler" - nej, jeg gamblede ikke. Jeg læste mine dyr, overvejede deres temperamenter og handlede derfra. Og jeg er glad for, jeg gjorde, som jeg gjorde.
Hvad fanden giver den ene person mere magt og autortitet end den anden? "Har avlet marsvin hele sit liv"? For min skyld kan man være en verdensberømt avler, men den avler kender ikke mine dyr, deres personligheder. Havde jeg ikke ment, at hannerne ikke var i stand til det, så ville jeg aldrig have gjort det. Og alligevel blev der talt i hårde toner, men masser af udråbstegn og sagt nogle rigtig ækle ting, ingen mennesker nogensinde burde have fået fortalt.
Alle har hypoteser. Alle ved, hvad der "logisk set" ville kunne ske, hvis man gjorde dit og dat. Men i sidste ende, er det kun den enkelte person, der egentlig ved bedst. Og så kan man være berømt avler eller nybegynder.
Min nærmeste veninde har to hunner - mor og datter. De har altid gået sammen, men netop for nyligt, er de begyndt at skændes. Hun handlede ud fra, hvad hun synes ville være mest fornuftigt, uanset hvad diverse "eksperter" ville mene. Så ligesom de andre siger: "Det er nemt at sidde og sige, at ejeren bare ikke har prøvet nok" ... "at ejeren ikke gør det rigtigt" ... "at ejeren er en useriøs person, der ikke burde have med dyr at gøre" .... "at du lige så godt kunne have været heldig som uheldig".
Budskabet er, og forbliver: Ejer ved bedst. Hypoteserne står, men passer kun i ca halvdelen af tilfældene. Folk burde tale pænere til hinanden og lige stige ned fra deres høje heste. Læs dine dyr, kend dine dyr, lyt til dine dyr.
apr 2010
Følger: 260 Følgere: 253 Gnavere: 7 Emner: 45 Svar: 470
maj 2014
Følger: 5 Følgere: 10 Gnavere: 4 Emner: 10 Svar: 66
Hvis hannerne ikke han mere sammen, så bliver de vel skildt ad. Måske givet væk til en formidler, der kan tage sig af dem.
jul 2010
Følger: 1 Følgere: 102 Gnavere: 24 Emner: 19 Svar: 3.102
Det handler om at rigtig mange hanner dominante. Det gælder inden for ret mange dyrearter.
Og dominante hanner er ikke typen som tillader andre hanner. Det ses bla. også i naturen hvor der er en alfa han inden for flere dyrearter og hvor enten andre hanner udstødes af flokken eller de har at indordne sig.
Hvis de andre hanner ikke ønsker at indordne sig så har man problemerne.
Og ja man kan være heldig og stå med 2 hanner som ikke er særlig dominante men man kan ved gud også være uheldig og stå med det modsatte.
Det jeg egentligt vil frem til er, at man kan sagtens gøre forsøget, men inden man kaster sig ud i det er man nød til at have en plan B hvis de så ikke kan sættes sammen igen.
Og tro det eller lad være, men utroligt mange mennesker har ikke en plan B når de kaster sig ud i det der. Og når de så står med 2 hanner der ikke kan i samme bur mere og får at vide, jamen i kan kastrer dem begge og give dem hver en dame. Så uuuh ha nej for enten så skal de kun have 1 bur eller også så vil de ikke betalte så mange penge.
Og så ender det som regel med at den ene han så skal finde nyt hjem fordi ejeren nu mener dyret er blevet for besværligt fordi de ikke kan sammen mere.
Og er det egentligt fair overfor marsvinet ?
Munk du skriver du aldrig har hørt om et konkredt bevis på at hanner der bruges i avl ofte ikke kan sammen mere bagefter. Jamen begynd da gerne og skriv rundt de rigtig mange opdrættere der er, der er rigtig mange kan sagtens kan fortælle og underbygge det uden de mindste problemer.
Måske den del handler om at os der kommer i rigtig mange marsvine grupper på fb, har et stærkt netværk opdrætterne i mellem osv. og derved deler mange erfaringer og viden høre om de ting du måske ikke gør fordi du som jeg læser det ikke er en del af den verden fordi du bare ikke kommer i den verden.
Jeg har hanner jeg kan sætte sammen så let som ingen ting med andre, men jeg har også dominante hanner som ikke kan.
Og jeg har immervæk 10-15 hanner og der er meget forskel på hvem af dem der vil tillade andre hanner i samme bur og hvem der ikke vil.
Og til det med alene marsvin, ja så er der måske 0,0000001 af marsvin som ikke kan med andre. Men helt seriøst i skulle virkelig se hvor mange som påstår det, men hvor det bare er fordi ejeren enten ikke gider finde en ven, eller hvor det handler om der ikke er prøvet ordentligt på at finde en.( eller hvor ejeren er pivet og ikke forstår hvad der er simpel dominans/at finde rang).
Men "sjovt" nok så når marsvinet ikke kan med andre, så er det jo ikke fordi folk så oftes har andre marsvin som kan gå i et bur ved siden af eller på den anden side af et skildrum. Nej så vælger man at have 1 marsvin mutters alene.
Og det er på ingen måde det næst bedste. Det næst bedste hvis man vitterlig står med en som ikke kan sammen med andre er da at den kan høre, se og lugte andre artfæller. Det kunne også være med tiden med andre marsvin på den anden side af et skildrum at marsvinet så pludselig en dag kunne med andre marsvin.
Det ville jo være fantastisk.
Men desværre er det med: "mit marsvin kan ikke med andre derfor har jeg kun det" blevet en standard sætning som folk der let og elegang smider ud når de ikke ønsker at skulle forklare hvorfor de ikke ønsker mere end 1 marsvin.
Med andre ord det er alt for tit bare en dårlig undskyldning.
maj 2010
Følger: 17 Følgere: 88 Gnavere: 5 Emner: 79 Svar: 4.006
Jeg er helt enig i at det alt for ofte bare er en dårlig undskyldning. Men når det er sagt, er der også alt for ofte situationer, hvor man bare antager at det er en dårlig undskyldning, frem for at spørge vedkommende hvad man har forsøgt at gøre, for at få dyret til at fungere med andre.
Det er lidt som det med at dømme ud fra et billede. Det er pokkers svært at sige til folk at de gør noget forkert, når man ikke får hele historien bag.
Hende jeg omtalte, hev faktisk fysisk fat i nogle marsvinefolk (ikke online, men irl), og snakkede med dem om situationen, og de gav hende ret i, at det formentlig var den bedste løsning hun var nået frem til, efter de havde snakket hele situationen igennem.
maj 2014
Følger: 5 Følgere: 10 Gnavere: 4 Emner: 10 Svar: 66
De andre grupper virkede useriøse og snakkede rigtig grimt til hinanden. Den form for opførsel blandt voksne vil jeg ikke være med til at støtte.
Jeg har i stedet søgt ind i grupper fra UK, der virker til at have mere styr på det hele.
Og nej - jeg har aldrig nogensinde fået et konkret eksempel, og jeg har, modsat det du sidder og skriver, faktisk snakket med størstedelen af "pro opdrættere." Ingen af dem havde en egentlig historie, men havde "hørt fra en, der havde hørt fra en", at en avlshan ikke kunne gå med andre hanner.
I min optik lød det som om, at kun få reelt havde prøvet, mens størstedelen havde accepteret teorien som et faktum, og undgået at prøve.
Dominans er vigtigt. Uden dominans ville dyr ikke kunne gå sammen. Hannerne er nødt til at være dominante, ellers kan de ikke finde en rangorden. De færreste giver rent faktisk dyrene tid til at finde den rangorden. Studerende kropssprog og dyreadfærd ser jeg tit, at meget få folk giver dyrene den tid, de skal have. De ser, at dyrene parrer hinanden og agerer en smule voldsomt, og konkluderer så, at de kan ikke gå sammen. Bom.
Selvfølgelig skal dyr være dominante. Det er mennesker også. "Jeg er bedre end dig, fordi jeg er ældre=mere erfaren"
apr 2010
Følger: 260 Følgere: 253 Gnavere: 7 Emner: 45 Svar: 470
jul 2010
Følger: 1 Følgere: 102 Gnavere: 24 Emner: 19 Svar: 3.102
apr 2010
Følger: 260 Følgere: 253 Gnavere: 7 Emner: 45 Svar: 470
feb 2015
Følgere: 1 Emner: 2 Svar: 17
maj 2014
Følger: 5 Følgere: 10 Gnavere: 4 Emner: 10 Svar: 66
apr 2010
Følger: 10 Følgere: 18 Emner: 22 Svar: 2.752
At visse forældre uden at blinke overlader ansvaret 110% til deres børn, det finder jeg uansvarligt og tankeløst.
maj 2014
Følger: 5 Følgere: 10 Gnavere: 4 Emner: 10 Svar: 66
feb 2015
Følgere: 1 Emner: 2 Svar: 17
feb 2015
Følgere: 1 Emner: 2 Svar: 17
apr 2010
Følger: 10 Følgere: 18 Emner: 22 Svar: 2.752
Og med det mener jeg at selvom barnet passer dyret 100% selv, så er det de voksnes ansvar at ligeledes sætte sig ind i dyreartens pasning/trivsel, sådan at de kan og bør holde opsyn på at dyret bliver passet korrekt.
Vender vi den om, så er det juridisk de voksnes ansvar at dyret bliver passet optimalt - og mindre end det er bare ikke godt nok.
Det er set SÅ tit at voksne overlader pasning til barnet og selv 'nøjes' med at købe foder/strøelse.
feb 2015
Følgere: 1 Emner: 2 Svar: 17
apr 2010
Følger: 10 Følgere: 18 Emner: 22 Svar: 2.752
Det vigtigste er jo netop det der forældreansvar, og så er det ligemeget om barnet er 5, 11 eller 16 år
feb 2015
Følgere: 1 Emner: 2 Svar: 17
maj 2010
Følger: 17 Følgere: 88 Gnavere: 5 Emner: 79 Svar: 4.006
Og så er der grænser for hvor ansvarlig man kan holdes før man fylder 18, i lovens øjemed, derfor virker det generelt lidt fjollet at snakke om børn og unge der selv har det fulde ansvar for deres dyr. Der er jo en masse ting man ikke selv er herre over, før man bliver myndig.
feb 2015
Følgere: 1 Emner: 2 Svar: 17
apr 2010
Følger: 10 Følgere: 18 Emner: 22 Svar: 2.752
Det hele handler jo mest om forældrenes indsats
Så hvis I mener at hun er klar, så er 11 år en fin alder
Nu kan jeg ikke huske om det er blevet nævnt hvilken gnaver(e) det skal være, men det kunne evt være en ide at tjekke foreningerne ud for dyrearten. Der kan være nogen aktiviteter som man kunne deltage i. Fx med marsvin, der har vi udstillinger, og der bliver lavet ekstra aktiviteter for børneudstillerne.
feb 2015
Følgere: 1 Emner: 2 Svar: 17
apr 2010
Følger: 10 Følgere: 18 Emner: 22 Svar: 2.752
Marsvin er flokdyr, og det er ikke optimalt at holde dem alene.
feb 2015
Følgere: 1 Emner: 2 Svar: 17
feb 2015
Følger: 2 Gnavere: 1 Svar: 7
Vi har et alene marsvin, han var rigtig svær at finde og der var kun ham at vælge imellem... Vi ledte på internettet og de 2 dyrehandler der er her i vores omegn. (Jeg sidder i kørestol, så det er svært at få mig med rundt.
Men jeg læser nu at der er mange dyr der mangler hjem, og vi har ledt desperat efter en ven til vores lille Ole.
Vi bor i Sønderjylland, helt nede ved grænsen. Hvor skal vi lede? Vi ledte længe før vi fandt Ole. Vi fandt en avler hernede, men det virkede bare ikke som et sted hvor dyrene blev ordentligt hygget med, og de var i små bure, det brød vi os ikke om. Så var vi i et stort plantecenter, hvor der også var et marsvin, men det var så sky og sagde ikke klik med min søn.
Vi ville finde det helt rigtige marsvin og det fandt vi så det 3. sted. Det var nærmest kærlighed ved første blik
Nu har vi så dilemmaet med at finde ham en livsven - udover os andre. Må man godt tage sit marsvin med ud og møde de andre marsvin hos avlere/formidlere? Så man kan se om de kan li hinanden?
Jeg siger på forhånd tak for jeres svar.
Vær sød ikke at kalde mig et dårligt dyremenneske.. Jeg har altid haft dyr, endda avlet kaniner til udstilling.
Har dog aldrig haft så svært ved at finde et marsvin, men nu bor vi i Sønderjylland, jeg ved ikke om det er området, eller mig der ikke kan finde ud af hvor de gemmer sig (; ikke midtjylland, hvor jeg oprindeligt er fra.
maj 2014
Følger: 5 Følgere: 10 Gnavere: 4 Emner: 10 Svar: 66
Der er rigtig mange søde marsvin derude, som mangler hjem. Har I kigget på sider som DBA, Gul og gratis og diverse facebook-sider? Jeg mener, der findes en gruppe, som hedder "Køb og salg af marsvin". Der skal I nok kunne finde noget!
Dernæst vil jeg så sige, at nej, man skal ikke tage sit marsvin med ud til forhandlere. De skal begge have ro og masser af plads for at kunne finde ud af det med hinanden, og det tager som regel et døgns tid, hvis ikke mere, før det hele er faldet til ro.
Jeg vil gerne hjælpe dig med at lede. Sender dig lige en privat besked
jul 2010
Følger: 1 Følgere: 102 Gnavere: 24 Emner: 19 Svar: 3.102
Men ellers kan du se om du kan finde en opdrætter i nærheden af dig her: http://marsvineklub.dk/kreds3.php
Ellers er facebook altså en god ide, der er rigtig mange grupper om marsvin hvor de seriøse opdrættere sidder. Herinde er de fleste opdrættere ikke så aktive
feb 2015
Følger: 2 Gnavere: 1 Svar: 7
Vi var heldige at finde Ole en "lillebror" som nu hedder Frits (; han er vist ruhåret, manner han er søøød (: vi skulle bare lige til avifauna og købe fodder, og de havde hele 3 marsvin, 3 på 450 gram, og Ole vejer jo snart 700gram. Jeg har jo læst og læst om naturlig rangorden, så vi tog chancen, og de passer bare sammen helt perfekt fra starten af (; det var som om de altid havde været sammen. Og hold op hvor er det dejligt at se hvor meget det har ændret Ole. Han er tydeligt gladere.
Jeg synes også at det er synd, at nogle marsvin går alene. Og hvor er jeg glad for at kunne meddele om vores held med Ole og Frits (;
MARSVIN: Alenemarsvin - Jeg blev klogere