Bagsiden af marsvine avl {{forumTopicSubject}}

Vi oplever gang på gang at der sidder unge tøser herinde som har fået den "fænomenale" ide, at de vil avle på deres marsvin og tror, at det at få marsvine unger er lutter guld og grønne skove, og alle som en bliver de stiktossede og enormt fornærmede når vi, der har opdrættet i længere tid, forsøger at fortælle dem, at de måske lige skal overveje en ekstra gang, om de rent faktisk har det der skal til, hvis det nu ikke går som det skal...

Så nu vil jeg fortælle, hvordan MIN store bededag er foregået...

I Februar satte jeg en af mine ynglingshunner i avl. Moderen til min junior danmarksmester. Min Temporary Insanity. Og lykken ville ingen ende tage, da jeg konstaterede, at hun var drægtig med min triple champion, Chinkhai. Jeg glædede mig som et lille barn til de unger, mine forventninger var enorme, for de ville være klar til at komme med til Nordisk.

I går aftes lagde jeg mærke til, at Temp var lidt mindre energisk end hun plejede. Jeg tog hende ud, mærkede på maven og der var stadig liv. Jeg kunne mærke, at hun var åben, så jeg tænkte, at det nok var ved at være oppe over. Så hun blev sat for sig selv inden jeg gik i seng.
Da jeg kom ud i formiddags for at give nogle mælkebøtter, opdagede jeg, at hun sad i et hjørne og hun havde slet ikke rørt sin mad i løbet af natten. Og hvis Temp ikke rører sin mad, så VED man der er noget galt, for hun er ellers altid sulten.
Så jeg tog hende ud og mærkede på maven og der var ingen liv derinde mere.
Jeg vaskede mine hænder af og stak en finger op i hende for at se om jeg måske selv kunne lirke ungerne ud. Det kunne jeg desværre ikke rigtig komme til.
Jeg ringede til min dyrlæge ved 13-tiden, var derude omkring 13.30.
Vi startede med at tage et røntgen billede. Der var 3 unger derinde. En lå og blokerede ved åbningen, en lå med hovedet i forkert retning og den sidste lå normalt. Men ingen af dem kunne komme ud.
Jeg tror det der er sket er, at vandet er gået og hun har haft veer, men da den ene unge blokerede for dem allesammen, så er de ikke kommet ud, fødslen er gået i stå igen og alle 3 unger er døde indeni hende i stedet for.
Dyrlægen og jeg vurderede situationen. Hun havde endnu ikke fået den sødlige lugt de får, når de får drægtighedssyge og hun virkede umiddelbart også nogenlunde frisk, så jeg tænkte der måske var en lillebitte chance for, at hun ville klare et kejsersnit.
Jeg overlod hende derfor til min dyrlæge og kørte ud til Sofie (LUX) for at vente.
Vi brugte tiden på at gå i Fakta for at købe en masse forskelligt grønt jeg kunne tilbyde hende når operationen var ovre.
Ved 15-tiden ringede min dyrlæge, operationen var vel overstået og hun var ved at vågne. Jeg kunne hente hende mellem 15.30 og 16.00.
Jeg var hjemme med hende ved 16.30 tiden og lagde hende på en varmepude. Hun var stadig dopet af morfin, men virkede egentligt frisk nok.
Over de næste timer gav jeg hende jævnligt vand med druesukker og biolapis og tilbød hende noget af alt det grønt jeg havde købt. Men hun ville ikke spise noget.
Efter jeg selv havde fået aftensmad, ved 19-tiden, tænkte jeg, at nu virkede hun vågen nok til, at jeg ville give tvinge hende til at spise noget critical care, så hun i det mindste fik et eller andet i maven.
Jeg gik ud for at blande det og da jeg kom tilbage lå hun og lavede "jeg er ved at dø"-gisp. Der gik ca. 30 sekunder, så var hun væk.

Jeg er selv pt fysisk og mentalt udmattet. Jeg har brugt den sidste time på at tude og tænke, om det at opdrætte marsvin rent faktisk er det værd, når det så går galt.
Jeg var rigtig rigtig glad for Temporary Insanity, hun var en utrolig stor personlighed. Det her skulle have været hendes sidste kuld inden hun skulle have været pensioneret. I stedet endte det med at koste hende livet.
Og jeg har mistet en af mine absolut ynglinge. Og det kostede mig 4800,- (!!!) fordi det er helligdag i dag.

Så når vi forsøger at advare om, at det at opdrætte marsvin altså ikke bare er lutter lagkage..... Så er det IKKE for sjov vi siger det!
Min dag i dag er et meget klassisk eksempel. Jeg har til dato aldrig haft en hun, der har overlevet et kejsersnit. Men jeg er "dum" nok til at forsøge alligevel, fordi jeg hver gang håber der er en chance for, at det vil lykkedes denne gang. Og jeg er lige knust hver gang det bare ikke er nok og de dør alligevel. Det er virkelig virkelig hårdt.
Og ikke mindst, det koster rigtig rigtig mange penge.
Så til dem herinde, der går med overvejelserne at de vil avle marsvin: Kan I klare det mentalt og økonomisk, hvis det nu skulle gå helt galt en dag som i dag?